Silikonens virkningsmekanisme
For silikone er der foreslået forskellige virkningsmekanismer i forhold til arbehandling. I nogle af de mest relevante lægevidenskabelige studier drøftes der følgende aspekter:
Frigivelse af silikone med lav molekylær vægt [1]
Studiets indhold: En in-vitro frigivelse af silikonevæske med lav molekylær vægt fra en silikonegel skyldes højst sandsynligt gelens effektivitet.
Bemærk: Der findes studier, der er både for og imod disse resultater, sandsynligvis på grund af den kendsgerning, at forskellige silikoneformuleringer (plader, olie, gel) har lidt forskellige egenskaber.
Indvirker på “stratum corneum” ved at reducere fordampning [2]
Studiets indhold: Ifølge studiets resultater igangsætter silikone en mild hydratation af stratum corneum (SC), især efter gentagne behandlinger. Det lader til, at silikone holder SC i en tilstrækkeligt, dog ikke overhydreret tilstand, og forhindrer således udviklingen af dermatitis på grund af hydratation.
Den præcise mekanisme, hvorved silikone forhindrer ekstremt høj hydratation af SC fremgår stadig ikke tydeligt af studiets resultater. Vi tror dog, at silikone skaber en situation, hvori den virker som om den var en del af den underliggende SC, ved at beskytte hudoverfladen fra forskellige eksterne stimuli, der øger pruritus og påfølgende utilsigtet klø af arrene uden at påvirke SC’ens funktion.
Statisk elektricitet på silikone bidrager til justering af kollagenaflejringen [3]
Studiets indhold: Okklusiv silikoneforbinding (SOS - Silicone occlusive sheeting) ved behandling af hypertrofiske og keloide ar, inklusive silikonens mulige virkemåde, ved statisk elektricitet.
Bemærk: Passagen af statisk elektricitet i en længere periode kan være en kritisk faktor ved hæmning af ardannelse. Det påstås, at det resulterende elektriske felt i en periode på flere uger til måneder kan have en hæmmende virkning på arvævet.
Positiv indflydelse på en overproduktion af vækstfaktorer [4]
Studiets indhold: Silikonegelens effekt på grundlæggende niveauer af fibroblastvækstfaktorer i fibroblastcellekulturer.
Konklusioner: Disse resultater antyder, at silikonegel er ansvarlig for øgede bFGF-niveauer i normale og føtale, dermale fibroblaster. Vi påstår, at silikonegel behandler og forebygger hypertrofisk arvæv, som indeholder histologisk normale fibroblaster, ved at modulere ekspression af vækstfaktorer som bFGF. Vore data støtter hypotesen at stoffer, der positivt påvirker sårhelingen, gør dette ved at korrigere mangel på eller overflod af de vækstfaktorer, der samordner vævets reparationsproces.
Normale og føtale fibroblaster har højere bFGF-niveauer, når de bliver udsat for silikonegel. Stigningen i bFGF-niveauet forbundet med silikonebehandling af normale fibroblaster, der forekommer i normale og hypertrofiske ar, antyder en mulig virkningsmekanisme for reaktionen af hypertrofisk arvæv på silikonegel, som er konstateret i kliniske observationer, hvor normale og føtale fibroblaster har højere bFGF-niveauer, når de bliver udsat for silikonegel. Stigningen i bFGF-niveauet forbundet med silikonebehandling af normale fibroblaster, der forekommer i normale og hypertrofiske ar, antyder en mulig virkningsmekanisme for reaktionen af hypertrofisk arvæv på silikonegel, som er konstateret i kliniske observationer, hvor normale og føtale fibroblaster har højere bFGF-niveauer, når de bliver udsat for silikonegel. En stigning i bFGF-koncentrationen ville resultere i en reducering af kollagenproliferationen.
Generelle konklusioner:
Den præcise virkningsmekanisme som silikonegel fungerer med, er stadig ukendt. Mange er enige i, at silikonen påvirker stratum corneum, som reducerer fordampningen og gendanner homeostasen. Derfor reducerer silikone mastcellernes aktivitet, ødemer, vasodilatationen og ekstremt stor dannelse af den ekstracellulære matrix. [5]
Frigivelsen af silikonepartikler med lavmolykulær vægt er blevet drøftet af mange undersøgere, men eksperter tror stadig, at der er tale om en kemisk effekt.
I nyere publikationer er der påvist silikonens positive in-vitro virkning på vækstfaktorer og kollagenkoncentrationen.
Det er muligt, at ikke blot en men flere af disse mekanismer er involveret i silikonens positive effekt på arvævsdannelsen.
