Forskellige artyper

 

Hypertrofiske ar

 

Disse ar ses hyppigst hos unge mennesker, efter en forbrænding og hos mennesker med mørkere hudfarve. Arrene er oftest røde, tykke og hævede og kan klø eller gøre ondt, men de vokser ikke ud over det sted, hvor den oprindelige skade var. Udviklingen af hypertrofiske ar starter almindeligvis i løbet af nogle uger, efter at skaden er opstået, og der kan være en naturlig forbedring af arrene, selvom denne proces kan tage op til et år eller længere.

 

Keloide ar

 

Keloide ar kan forekomme i alle aldre, men der er en tendens til, at de lettere udvikles hos yngre individer og mennesker med en mørkere hudfarve. Der er tale om tykt, bugtende, uregelmæssigt arvæv, som breder sig ud over det oprindelige sårområde. Keloide ar er ofte røde eller har en mørkere farve end den omgivende hud. Der kan gå flere måneder efter en skade, inden keloiderne dannes. De kan også forværres under en graviditet.

 

Atrofiske ar

 

Disse ar er almindeligvis små, runde fordybninger, der ligger under den omgivende huds niveau. Atrofiske ar dannes, når helingsprocessen bliver afbrudt og der ikke dannes tilstrækkeligt nyt bindevæv, f.eks. ar på grund af akne eller skoldkopper.